Viser opslag med etiketten Is. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Is. Vis alle opslag

onsdag den 7. oktober 2015

Solbærsorbet

Har drømt om at lave en solbærsorbet siden jeg plukkede solbær på Bornholm sammen med søde Kit.. Chancen bød sig nu, da jeg skulle lave en dessert til nytår uden fløde.. Jeg har hentet inspiration hos Madsymfonien.dk men ændret lidt i mængderne.

Opskrift

450 g solbær, skal ikke nippes
120 g sukker
1½ spsk. citronsaft
1 tsk. vanillepulver (fra Urtekram)
2 spsk. glukosesirup
2 pasteuriserede æggehvider


Huhej, hvor blev den god. Og stærk, meget stærk.. Den var på grænsen til at være for stærk, men hold da op en god konsistens. Nå, men jeg må hellere beskrive fremgangsmåden, der er meget simpel:

Solbær, sukker, citronsaft, vanille og glucosesirup kommes i en gryde og koges til solbærene er møre. De er møre når man nemt kan mase dem med en grydeske.. Bærblandingen kommes i en sigte så alle de fæle kerner, skind og blomster-tutter sies fra. Det kræver lidt overtalelse at få det hele med (læs: mas med en grydeske). Når blandingen er blevet kold røres æggehviderne i og de skal ikke piskes. Så skal hele blandingen en tur i ismaskinen og vupti :)


lørdag den 1. august 2015

Stikkelsbæris!

Uhm, stikkelsbær. Et af mine gode barndomsminder er stikkelsbærtærte som min mor altid lavede når min farfar kom på besøg. Stikkelsbær kom derfor hurtigt på listen over bær som jeg bare skulle ha i min have...

Jeg har nu en stikkelsbærbusk i min have, fik den sidste efterår.  Den er desværre ikke særlig stor og udbyttet er nok begrænset, så det er fantastisk at jeg lige fik 1,5 kg af min mor.

Stikkelsbærtærte står helt klart på to-do listen men først skulle jeg prøve at lave stikkelsbæris. Efter at have smagt det på Bornholm (var det i Svaneke eller Snogebæk?) var jeg solgt. Og det er jo ikke sådan lige til at købe.

Niels blev sat til at finde en opskrift og hans valg faldt på den fra Randi plus Mad. Jeg lavede dog et par justeringer så min opskrift blev følgende:

500 g stikkelsbær
160 g sukker
1 æggeblomme
100 g sukker
3 dl piskefløde
2 del skummetmælk

Stikkelsbærene koges med 160 g sukker til bærrene er møre og brister. Kom massen igennem en sigte så skal og sten sies fra. Jeg brugte en grov si så nogle af kernerne kom med. Jeg kan godt lide at der er lidt bid i frugtis, så man kan mærke at det ikke er kunstigt.
Lad bærmassen køle af.
Kom æggeblommen og 100 g sukker i en blender og giv det 20 sek. Kom bær massen i og giv det 10 sek. Kom mælk og fløde i og giv det 20 sek. Kom det i ismaskine og bum, så er der stikkelsbæris.

Til sidst må jeg lige bemærke at konsistensen af denne is er helt i top.