lørdag den 1. august 2015

Stikkelsbæris!

Uhm, stikkelsbær. Et af mine gode barndomsminder er stikkelsbærtærte som min mor altid lavede når min farfar kom på besøg. Stikkelsbær kom derfor hurtigt på listen over bær som jeg bare skulle ha i min have...

Jeg har nu en stikkelsbærbusk i min have, fik den sidste efterår.  Den er desværre ikke særlig stor og udbyttet er nok begrænset, så det er fantastisk at jeg lige fik 1,5 kg af min mor.

Stikkelsbærtærte står helt klart på to-do listen men først skulle jeg prøve at lave stikkelsbæris. Efter at have smagt det på Bornholm (var det i Svaneke eller Snogebæk?) var jeg solgt. Og det er jo ikke sådan lige til at købe.

Niels blev sat til at finde en opskrift og hans valg faldt på den fra Randi plus Mad. Jeg lavede dog et par justeringer så min opskrift blev følgende:

500 g stikkelsbær
160 g sukker
1 æggeblomme
100 g sukker
3 dl piskefløde
2 del skummetmælk

Stikkelsbærene koges med 160 g sukker til bærrene er møre og brister. Kom massen igennem en sigte så skal og sten sies fra. Jeg brugte en grov si så nogle af kernerne kom med. Jeg kan godt lide at der er lidt bid i frugtis, så man kan mærke at det ikke er kunstigt.
Lad bærmassen køle af.
Kom æggeblommen og 100 g sukker i en blender og giv det 20 sek. Kom bær massen i og giv det 10 sek. Kom mælk og fløde i og giv det 20 sek. Kom det i ismaskine og bum, så er der stikkelsbæris.

Til sidst må jeg lige bemærke at konsistensen af denne is er helt i top.